Denne hjemmesider er ikke længere understøttet i Internet Explorer.
Venligst åben siden i Microsoft Edge, Google Chrome, Firefox eller Safari.
Kan vi hjælpe?
7015 3232

Oplev Bornholms mange attraktioner

Bornholm byder på attraktioner og seværdigheder ud over det sædvanlige, for Solskinsøen har bare det hele. I kan:

  • besøge rundtossede rundkirker
  • opleve historiens vingesus på Hammershus
  • få rå natur i Ekkodalen med stejle klipper og fredet skov
  • mærke adrenalinsuset, når I hænger 48 m over opalsøen 
  • og meget meget mere...

Der er rig mulighed for at nå adskillige attraktioner, da Bornholms størrelse sikrer, at I ikke skal bruge for lang tid på at komme fra den ene seværdighed til den anden.

Se alle de bedste attraktioner og seværdigheder nedenfor.

Rundkirkerne på Bornholm

Bornholm har hele 4 flotte rundkirker, som er unikt for vores land. Det er enestående at besøge de smukt udsmykkede kirker - som udover at være anvendt som kirker, også har fungeret som forsvarsbygninger. Der er måske også en tilknytning til Tempelridderne!

Hammershus Besøgscenter

Hammershus er et fantastisk sted, og det er Nordeuropas største borgruin, som emmer af historie. Leonora Christine var fængslet her i 1600-tallet og forsøgte at flygte ad de stejle klippevægge. Hammershus er altid et besøg værd - sommer, vinter, solskin eller blæst.

Adresse:  Langebjergvej 26, 3770 Allinge 

Hammershus Besøgscenter

Hammershus Besøgscenter er den 3. største attraktion på Bornholm og det er ikke uden grund. Selve bygningen er helt fantastisk, da den er bygget ind i landskabet med en gangbro til Hammershus Borgruin. I museet kan I se ruinen fra de store panoramavinduer og nyde den enestående udsigt fra bl.a. Brohusets café, hvor der kan købes kaffe, kage, forfriskninger og små caféretter, der er inspireret af Bornholms spisekammer.

Hammershus Besøgscenter huser den helt utrolige historie om Hammershus Borgruin.

Der er gratis adgang til besøgscentret, men der er betalingsparkering. Det koster ca. 30 kr. i timen og kan betales ved automat eller via app'en EasyPark. Der er gratis parkering ved Hammersholm.  

Adresse: Langebjergvej 26, 3770 Allinge 

Rokkestenene på Bornholm

Der er 3 imponerende rokkesten på Bornholm.

Den største på ca. 35 tons ligger i Paradisbakkerne. Denne enorme sten, som indlandsisen har transporteret til Bornholm, og som du nu har mulighed for at rokke, hvis du ellers rokker det rigtige sted, er den største af rokkestenene. Prøv selv om du kan, det er sejt at rokke en sten, der måler ca. 4 x 3 x 2 - helt alene. 

De to andre rokkesten er mindre, men absolut også et besøg værd. Rokkestenen i Rutsker Højlyng vejer ca. 20 ton og lillebror på ca. 7 tons ligger i den store skov, Almindingen.

Sikke en bedrift at have rokket 62 tons på egen hånd, det er da værd at prale af nede i børnehaven eller på skolen...

Alle 3 sten er vandreblokke, som indlandsisen har transporteret og efterlod her for ca. 10.000 år siden.

Ekkodalen

Ekkodalen på Bornholm er et oplagt udflugtsmål. Det er imponerende at se den ca. 2 km store sprækkedal gennem Almindingen. Bornholms svar på Gran Canyon!

Ud over at råbe: "Hvad drikker Møller?", så er Ekkodalen et yndet sted for vandreture og udforskning af den smukke og anderledes natur, som Bornholm byder på. Der er bl.a. en 200 år gammel fredet skov, de meget stejle klipper, som kaldes Stortebakkerne på bornholmsk og endelig, så kan turen sluttes af med et besøg i Ekkodalshuset med en skøn frokost. Det er i Ekkodalshuset, at du finder de landskendte store tarteletter på 500 gram. Rigtig god dag i Ekkodalen og velbekomme. 

Adresse: Aakirkeby

Kør via hovedvej 38 til Aakirkeby, og drej her ind på Almindingsvej i nordgående retning eller indtast blot disse koordinater i din GPS: 55° 6′ 33,8″ N, 14° 54′ 6,7″ O 

Danmarks største vandfald i Døndalen

I Døndalen, på Bornholm, ligger Danmarks største vandfald.

Det er imponerende at se faldet på 20 meter - især om foråret, når sneen er smeltet og vandet bruser afsted. Det er så tilfredsstillende at se faldet efter en dejlig vandretur ad den brede og velanlagte skovvej. Det er således også muligt for dårligt gående og klapvogne at komme ud til faldet.

Døndalen, hvor vandfaldet ligger, dækker et areal på 37 ha., og er fredet skov, hvoraf 1/3 af skoven er urørt skov, så udover et smukt vandfald er der et rigt dyreliv og planteflora. 

Adresse: Søndre Strandvej 144A, 3760 Gudhjem

Helligdomsklipperne

På den nordøstlige kyst mellem Tejn og Gudhjem finder I Bornholms, ja måske Danmarks største naturseværdighed, Helligdomsklipperne.

Dette dragende sted består af forrevne granitsøjler og stejle klippevægge med dybe gange og grotter. Helligdomsklipperne løfter sig 20 meter op og er opkaldt efter en hellige kilde, som i Middelalderen løb ud for foden af klipperne. Der er i øvrigt stadig mange, som valfarter til kilden for at opnå helbredelse.

Helligdomsklipperne består bl.a. af "Sorte Gryde" og ligner mest af alt kulissen til en Harry Potter film. Det er muligt gå ca. 60 meter ind i klippen, og i Den Sorte Gryde kan I se den bornholmske grotteedderkop, som laver et mageløst spind, som ligner små kinesiske lanterner. Der findes ikke kun dyr i grotten, men over klipperne svæver vandrefalken, som ynder at yngle her.

Stedet byder også på den sjældne klipperøn, som er en lille busk, hvor barken er dækket af gråhvide hår.

I sommersæsonen er det muligt at sejle med M/S Thor fra Gudhjem og ud til klipperne flere gange dagligt, hvilket er en enestående oplevelse, da søsiden giver en anden oplevelse af Helligdomsklipperne.

Stedet er omgærdet af mystik, enestående natur og er et absolut must at se.

Adresse: Sdr. Strandvej 95, 3760 Gudhjem

Dueodde strand

Det fineste sand - den bedste sandstrand i Europa - Dueodde strand. 

Vi har alle set billeder af Dueodde strand, men at stå der i virkeligheden med det fineste sand imellem tæerne er en oplevelse. Vandet er meget klart og rent ved stranden, som strækker sig fra Snogebæk og går hele vejen ned om spidsen af øen og op til Jomfrugård, som betragtes som en nudiststrand.

Den op til 500 brede sandstrand skal opleves, og det er nemt at komme dertil af de mange ramper, som ender ca. 100 meter fra vandkanten. Der er toiletter, busforbindelse og kiosk ved p-pladsen på Fyrvejen.

Snyd ikke jer selv for en tur op i Dueodde Fyrtårn, som udover god motion også giver en enestående udsigt over hele den sydlige del af Bornholm.  

I kan vælge at bo på Dueodde Ferielejligheder & Badehotel, hvis I vil holde ferie tæt på stranden.

Jons Kapel

Besøg Jons kapel, som er et sagnomspundent barsk klippeparti, hvor der er en hule. Jons Kapel er skabt af bølgernes slag mod klippen og der er mellem 108 - 188 trin ned til grotten. Der hersker lidt tvivl om, hvor mange trin der er, men husk selv at tælle efter.  

Ifølge sagnet ville en munk, ved navn Jon, gøre bornholmerne kristne, og han fortalte dem historier fra Bibelen. Det var der mange, der syntes om, og til sidst var der ikke plads i grotten mere, hvorfor Jon rykkede ud og prædikede fra den klippe ved Jons kapel, der ligner en prædikestol.

Jons kapel er et meget smukt sted med en god historie tilknyttet, beliggende ca. 7 km nord for Hasle.

Adresse: Jons Kapelvej, 3790 Hasle

Opalsøen

I det tidligere gamle store granitbrud, som omkring 1970 blev rømmet og derefter langsomt blev fyldt med vand, finder I den store flotte Opalsø. 

Opalsøen er meget dyb med stejle klippesider, og derfor kun egnet til habile svømmere, hvis I har lyst til en dukkert i det krystal klare vand. I kan hoppe i vandet fra klippernes 7 meter høje kant.

Bornholm var indtil 1970 en del af graniteventyret, da øen består af mange mange forskellige granitarter. Granitten blev brudt og udskibet fra Hammerhavn. I dag kan vi glæde os over et enestående område med den smukke sø, men også den flotte natur, som omgiver søen.

Er du til sus i maven, så kan du prøve Danmarks længste tovbane om sommeren, som er 290 meter land og har en højdeforskel på 48 meter.

Området indbyder til vandreture, og fra toppen af stenbruddet er der en fantastisk udsigt over Østersøen på begge sider. 

Adresse: Mulighed for parkering ved Hammersholm, Langebjergvej 15, 3770 Allinge 

NaturBornholm

NaturBornholm er et meget interessant museum, som fortæller om Istiden, de danske dinosaurer og meget andet. Bornholm har med sin enestående natur haft et dyreliv, som var forskelligt fra resten af Danmark, hvilket udstillingerne giver et rigtig godt indblik i. Museet er for hele familien – og ligger i skøn natur.

Adresse: Grønningen 30, Aakirkeby

Christiansø

Oplev den allerøstligste del af Danmark, når I tager til øgruppen Ertholmene, hvoraf Christiansø er den største. Det siger dog ikke meget, øen er ganske lille og kan gås rundt på mindre end en halv time.

Til trods  for sin lille størrelse har Christiansø haft en væsentlig rolle i Danmarkshistorien. Europas første søfæstning på øen som værn mod svensken, og senere blev fæstningsværket omformet til fængsel. Søfæstningen blev opført af Christian den 5., som øen også har navn efter.

Der er derfor mange interessante ting at se bl.a. de gamle fæstningsmure, bastioner, tårne, bindingsværkshuse og stenhytter. Det er oplagt at slå et smut forbi kroen på havnen til en dejlig frokost, hvor du, fra terrassen, har et enestående smukt syn udover vandet.

Øen har en rig og frodig natur, som står i skøn kontrast til klipperne og et imponerende fugleliv.

Bornholms Middelaldercenter

Besøg Bornholms Middelaldercenter, som på en underholdende måde give viden og læring om historien i naturskønne og autentiske omgivelser. Oplev, hvordan det var at leve i middelalderen med huse, historiske dyreracer og levende statister. Oplev stemningen, besøg kreative værksteder, gå på opdagelse i Eskils testamente eller begiv dig ud på en stor skattejagt, der nemt kan vare flere dage.

I juli og august afholder middelaldercentret ildnætter, som er meget populære – der arrangeres også gøglershows, våbendemonstrationer og mange andre sjove aktiviteter. I midten af juli løber det hyggelige middelaldermarked af stablen, som altid er et besøg værd.

Adresse: Stangevej 1, Østerlars, Gudhjem 

Brændegårdshaven

Brændegårdshaven er Danmarks ældste legeland, og der er lagt op til en sjov dag for hele familien med et varieret og stort udvalg af aktiviteter. I det hyggelige legeland bydes bl.a. også på et opvarmet udendørs vandland, robåde, hoppeborge, bowlingbaner, minigolf, karuseller, klatrebane, svævebane, blomsterpark og shows. Udover legeland  er der også en lille dyrepark med aber, emuer, geder og meget mere. Det er tilladt at medbringe egen mad og drikke, så der kan spares lidt penge på turen. Så pak badetøj og madkurven og afsted til Brændegårdshaven.

Adresse: Højevejen 4, Svaneke 

Bornholms Rovfugleshow

Bornholms Rovfugleshow er placeret i Bornholms enestående natur med skov, søer, åer og klipper. Her har du mulighed for at se de imponerende rovfugle. Der findes ørne, falke, gribbe og ugler, og der er flyveopvisninger dagligt, hvor du kan komme helt tæt på rovfuglene, som, når de flyver frit omkring, kommer tæt på publikum. 

Hvis vejret er dårligt, bliver opvisningerne fremført i en indendørs flyvehal. Bornholms Rovfugleshow har også en udstilling om fuglene.  Efter showet er der mulighed for at snakke med falkoneren.

Adresse:  Lundsgårdsvej 4, Rønne 

Bornholms Sommerfuglepark

Mere end 1000 sommerfugle flyver rundt omkring ørene på dig i det tropiske opvarmet Sommerfuglehus, når du er på besøg i Bornholms Sommerfuglepark i Nexø. 

Parken byder på andet end sommerfugle, du har også mulighed for at gå på opdagelse blandt farverige planter, blomster og fugle. Et skønt udflugtsmål for hele familie i sol eller regn, da tropehuset altid er ca. 27 grader varmt.  Måske er I heldige at opleve, hvordan en sommerfuglelarve bliver til en vaskeægte sommerfugl.

 Adresse: Gl. Rønnevej 14 b, Nexø

Rytterknægten

På Bornholms højeste, Rytterknægten, kan I opleve et granittårn, "Kongemindet", som blev bygget til minde om Frederik VII og grevinde Danners besøg i 1854. Senere blev det forhøjet med et ståltårn, da skoven var vokset og havde taget udsigten.

Der er en fantastisk udsigt over hele Bornholm fra tårnet og på gode dage, er det muligt at se til Christians Ø og helt til Sverige.  Et dejligt sted til en udflugt.

Adresse: Kongemindevejen 2, 3720 Aakirkeby 

Besøg Bornholms seværdigheder

Ring til Bornholmer-Brian

Har I brug for inspiration til ferien eller vil I høre mere om de mange attraktioner, så ring til Bornholmer-Brian eller en af hans dygtige kollegaer på 7015 3232. 

De ved alt om Solkinsøen og kan hjælpe jer med tips og tricks til de bedste attraktioner på Danmarks Dejligste Ferieø.

Uden mad og drikke...

Når I har besøgt en eller flere af Bornholms spændende attraktioner og sulten melder sig, så er der mange muligheder på Bornholm. Og uden mad og drikke duer helten ikke, så find et godt spisested i nærheden, inden I skal hjem eller måske videre til den næste seværdighed.

Fordelen ved at vælge Bornholm til årets ferie er, at restauranter og de mange oplevelser ligger inden for overskuelig afstand, så I kan nemt nå rigtig mange ting på ferien.

Aktiv ferie på Bornholm

Er I til aktiv ferie, er Bornholm den oplagte destination og det er samtidig en rigtig god måde at opleve øens mange attraktioner og seværdigheder. 

Tag på vandreture i Ekkodolen eller ved og omkring Hammershus. Besøg alle rundkirkerne på cykelferien eller prøv at rappelle ved Opalsøen.