Naturoplevelser hele året rundt
Den helt store seværdighed ved Harzen er de idylliske og maleriske landskaber, der er som taget ud af et postkort. Bjergkæden er 100 km lang og består af både høje bjergtinder, flade plateauer og dybe dale. Det højeste punkt i Harzen er det legendariske og mytiske Bloksbjerg, hvor vi sender heksene hen til Sankt Hans, med en højde på 1.141 meter.
Syd herfra ligger bjerget Wurmberg med en højde på 971 meter. Den hurtigste vej til toppen af Bloksbjerg er en tur med det charmerende damptog på smalsporbanen fra Wernigerode. Det er dog også en oplevelse at bestige bjerget til fods og nyde udsigten på toppen.
En tur til Harzen Nationalpark giver en anden unik oplevelse af områdets magiske natur. Parken blev etableret som en sammenlægning af to tidligere nationalparker og spænder over et område, der både dækker det gamle Østtyskland og det gamle Vesttyskland. I det fredede naturområde kan I gå på mere end 300 km vandrestier gennem naturskove, moser og åbne områder med et rigt dyreliv. Besøg også de imponerende drypstenshuler Rübeländer og Iberger med de mange stalagmitter og stalaktitter, som er skabt over millioner af år.