Denne hjemmesider er ikke længere understøttet i Internet Explorer.
Venligst åben siden i Microsoft Edge, Google Chrome, Firefox eller Safari.
Kan vi hjælpe?
7015 3232
Ferielejligheder på Korsika
Den franske middelhavsø Korsika med dens høje bjerge og frodige landskaber er en helt særlig ø, som byder på anderledes oplevelser end andre middelhavsøer. Øen ligger 170 km sydøst for Frankrig og rummer en lang og turbulent historie. Historien afspejles i imponerende og autentiske byer med store bygningsværker fra gamle krigstider. Hele vejen rundt om øen kan I beundre de mange seværdigheder og arkitektoniske vartegn. Øen er kendetegnet ved de høje og frodige bjerge, som kan ses langvejs fra, når man ankommer med fly eller færge. Ved kysten finder I smukke strandpromenader og forskelligartede strande og klippeformationer. Korsika indbyder til en aktiv ferie med skønne vandreture og vandsport ved kysten, men også til masser af afslapning i de små charmerende byer. En feriebolig på øen lader jer nyde unikke naturoplevelser, strandture, kultur, historie og masser af aktiviteter.

Nyd ferien på Korsika

Natur på Skønhedens Ø

Korsika er en særpræget ø, som skiller sig ud fra andre middelhavsøer. Det skyldes især det frodige bjerglandskab, som præger næsten hele øen. De flotte landskaber har fået franskmændene til at give Korsika navnet ‘l’île de beauté’, som på dansk betyder ”Skønhedens Ø”. Det højeste bjerg på øen, Monte Cinto, ligger centralt på øen og har en højde på 2.706 meter. Der findes flere udfordrende og krævende vandreruter op ad bjerget, hvorfra I kan nyde en enestående udsigt. I de flotte bjerglandskaber finder I desuden mange charmerende bjerglandsbyer.

På den nordvestlige side af øen kan I tage på udflugt ved Portobugten, som er en del af UNESCOs Verdensarvsliste. Sammen med den nærliggende Girolatabugt omgiver den Scandola-halvøen, hvor I finder et stort naturreservat med masser af dyreliv. I kan opleve det storslåede område med båd fra Calvi eller Porto, da det ellers er ganske ufremkommeligt til fods og i bil. Fra båden kan I beundre de smukke stenformationer, huler og de mange fugle i reservatet.

Aktiviteter

Med den skønne og varierende natur er Korsika en oplagt destination til en aktiv ferie. Øen byder på et væld af forskellige vandreruter. Den mest kendte og mest udfordrende rute er GR20, som tager 17 dage at fuldføre, hvis man følger de traditionelle afmærkninger. Der er flere langdistanceruter på øen, hvor I selvfølgelig også bare kan gå en del af ruterne på en dagstur. For de mere eventyrlystne har øen mange adventure parks, hvor I kan opleve naturen fra højderne i svævebaner og med klatring, rafting og rappelling.

Ved kysterne kan I opleve mere jordnære aktiviteter nær vandet og i vandkanten. Der er flere golfbaner med skønne udsigter til havet og bjergene, herunder en golfbane lige uden for Bonifacio, som er en af Frankrigs bedste. Ved vandet tilbydes der vandsportsaktiviteter for både store og små. I de fleste kystbyer kan I prøve kræfter med windsurfing, kitesurfing, dykkerture og kajaksejlads.

Skønne byer med historie og kultur

Korsika har en lang historie med mange kampe om herredømmet over øen. I Middelalderen var det først den italienske bystat Pisa, der herskede over øen, mens krigsfjenden Genova senere overtog magten. Øen kom under fransk herredømme i 1768 og har i dag en særlig konstitutionel status i Frankrig. Den turbulente historie viser sig stadig i landskabet i dag. På grund af de mange kampe blev der bygget mange store fæstninger omkring de vigtigste byer, og derfor kan I opleve flotte fæstningsbyer med store slotte og gamle havne. Den måske flotteste befæstning findes i Bonifacio, mens Bastia har en af de mest charmerende gamle havne. En tur til øens hovedby, Ajaccio, giver jer desuden mulighed for at se Napoleons barndomshjem, Maison Bonaparte.

Gastronomiske oplevelser

De kulinariske traditioner på Korsika bærer præg af både fransk og italiensk indflydelse, mens der også findes unikke lokale specialiteter. De historiske og charmerende landsbyer er spækket med lokale restauranter, som serverer de lækreste måltider i skønne omgivelser. Få det bedste fra begge verdener, og spis italiensk pizza den ene dag og fransk coq au vin den næste. Smag også på de korsikanske specialiteter som fx de lokalproducerede oste, vine og pølser. Eller smag på nogle af de mange delikatesser med kastanjer; Korsika er kendt for sine mange kastanjetræer, som benyttes flittigt i madlavningen. Nyd jeres måltid med en af de lokale vine eller øl, og oplev smukke Korsika i sin helhed.