De Franske Alper er for dem, der kan lide at opleve
De Franske Alper er det perfekte sted til jeres ferie, hvis I er glade for udendørs aktiviteter af alle slags. Søerne byder på mulighed for fiskeri, sejlads og kajakture. De mange floder giver rig mulighed for at tilsætte noget adrenalin til ferien, når I suser ned ad de brusende floder i en riverraftingbåd. Eller I kan tage op i højderne og klatre i træer eller prøve jeres armmuskler af på klippesiderne med hjelm og reb.
Hvis I søger at opleve så meget af alperne som muligt, skal I ikke gå glip af den berømte Route Napoléon. Denne skønne rute kører på bjergvejene mellem Gap og Grenoble og tilbyder nogle af de bedste udsigter over området. Her kan I stoppe i byen Corps, en historisk landsby med et fantastisk landskab omkring sig.
I De Franske Alper finder I også de smukke sneklædte bjergtinder, som er hvide på toppen hele året. Herimellem ligger de ældgamle gletsjere, som strækker sig som tunger ned mod dalene. Kom helt tæt på dem, bl.a. ved at besøge Mer de Glace-gletjseren nær Chamonix, hvor I kan beundre den helt specielle farve, som isen får under det voldsomme tryk i gletsjeren.