Nice er Den Franske Rivieras hovedby og er en livlig by med en berømt strandpromenade og imponerende bygninger og pladser. Stranden er et besøg værd, hvorefter I kan slentre rundt og beundre de forskellige arkitektoniske stilarter, byen byder på.
I Cannes er det ikke kun den berømte filmfestival, der er værd at komme for. Her finder I den dejlige, trendy strandpromenade med det fineste sand. Den gamle befæstede bydel er et besøg værd med markedshaller og charmerende små gader.
Saint-Tropez har været jetsetternes destination nummer 1 i mange år. Her kan I gå langs den gamle havn og forgabe jer i de moderne, luksuriøse yachter. Den bedste strand i Saint-Tropez, Plage de Pampelonne, er heldigvis tilgængelig for hvem som helst, med eller uden superyacht. Fra fortet Citadelle de Saint-Tropez får I en vidunderlig udsigt over byen og havet.
Antibes er en populær rejsedestination og bestemt et besøg værd. Besøgende her kan nyde sandstrandene, shoppe på markedet og nyde det livlige natteliv. Her finder I nogle af kystens bedste sandstrande og en imponerende bådehavn. I Antibes kan I beundre Picassos og andres kunst på Picasso-museet. Eller I kan fare vild i de små gyder i den historiske gamle bydel.